Sundhed og trivsel

Det overordnede formål med LGBT+ Danmarks sundhed- og trivselspolitik er at forbedre LGBT+ personers fysiske og psykiske velvære og rettigheder.  

Senere års forskning omkring LGBT+ personers sundhed og trivsel viser klart, at vores målgruppe på mange områder har en dårligere sundhed og ringere trivsel sammenlignet med befolkningen som helhed. Senest har en stor befolkningsundersøgelse fra 2019, Projekt SEXUS, igen påvist disse uligheder. Det fremgår af forskningen, at udfordringerne spænder vidt i vores liv – somatisk, mentalt, socialt og seksuelt. På alle områderne har personer, der bryder med normer for køn og/eller seksualitet, det dårligere end baggrundsbefolkningen.  

Årsagerne til disse forskelle mangler at blive tilstrækkeligt undersøgt. Allerede nu ved vi, at et helt grundlæggende problem er manglen på kompetencer hos ansatte i sundhedssektoren til at håndtere LGBT+ personers specifikke udfordringer på området. Dette viser sig blandt andet i manglende kendskab til gruppens livsstil og leveforhold og dermed uvidenhed om gruppens særlige risici, udsathed og helbredstrusler, hvilket kan føre til mangel på målrettede og specialiserede sundhedstilbud til gruppen. Store dele af LGBT+ gruppen er også utrygge i sit møde med systemet. De melder om ubehagelige oplevelser i en række forskellige situationer, hvor personer, der bryder med normer for køn og/eller seksualitet, mødes af manglende kendskab eller blot almindelig forståelse for deres særlige behov. Resultatet bliver en ringere udnyttelse af sundhedsvæsenets tilbud.  

Vi ved, at særligt personer, der er i kontakt med sundhedssystemet for at modtage kønsbekræftende behandling, ofte mødes med uvidenhed og dybt stereotypiske ideer om køn. Vi har som bevægelse set store fremskridt i de senere år heriblandt fjernelsen af transkønnethed fra listen over mentale sygdomme. Dette var en reel sejr for LGBT+ Danmark, men er ikke blevet efterlevet i sundhedssystemet af de nødvendige forandringer, der skal til for stadig at kunne tilbyde transpersoner hjælp til at håndtere deres behov for kønsbekræftende behandling og adgang til kønsbekræftende genstande såsom f.eks. parykker og binders.  

Forskning viser, at LGBT+ personer generelt lever mere belastede liv, der truer deres sundhed mere, end hvad der er tilfældet for befolkningen som helhed. Det gælder en livsstil, hvor man spiser dårligere og både ryger og drikker mere end gennemsnittet. Samtidig ses en større social ensomhed, psykiske belastninger som angst, depression og selvmordstanker, og ikke opfyldelse af samme seksuelle tilfredshed som andre. Dertil kommer højere antal af situationer, hvor LGBT+ personer udsættes for vold, nedværdigelse og andre hadforbrydelser 

En del af forklaringen kan findes i fænomenet minoritetsstress. Begrebet dækker over den belastning, som personer som bryder med normer for køn og/eller seksualitet, fra barnsben udsættes for i form af et møde med et system, som er bygget op om stereotypiske ideer, som de selv falder uden for. Det kan tage form af egentlig negativ forskelsbehandling eller blot oplevelsen af at stå alene med sine oplevelser om at stå uden for normerne. 

Strategiske mål

  1. Forskning i årsager til LGBT+ personers ringere sundhed og lavere trivsel. 

  2. Opkvalificering af LGBT+ kompetencer for personale i sundhedssystemet. 

  3. Obligatoriske kurser i normkritik og LGBT+ kompetencer på specialiseringen almen mediciner. 

  4. Obligatorisk kursus i normkritik og LGBT+ kompetencer for alt omsorgs- og plejepersonale. 

  5. Finansiel støtte til opbyggelse af selvorganiserede fællesskaber, der skal sikre empowerment og trivsel for personer, der bryder med normer for køn og/eller seksualitet.  

  6. Bedre adgang til kønsbekræftende behandling. 

  7. Behandlingsgarantien skal omfatte kirurgisk kønsbekræftende behandlinger. 

  8. Decentralisering af kønsmodificerende behandling bortset fra nedre konstruktiv kirurgi. 

  9. Nedre konstruktiv kirurgi (tildannelse af penis eller vagina) skal ske gennem internationalt samarbejde. 

  10. Giv adgang til behandling af børn og unge flere steder i landet. 

  11. Offentlig støtte til anskaffelse af kønsbekræftende genstande såsom binders, genitaliaproteser, brystproteser og parykker. 

  12. Giv mænd, der har sex med mænd, ret til blod- og sæddonation på lige fod med heteroseksuelle.